Skiferie









Val Thorens (F)

2004










Vi har været her før - og vi kommer sikkert igen....



Rejsedagbog


Top

Vi har i år valgt at skrive en rejsedagbog (weblog) så familien derhjemme (og andre interesserede) løbende kan følge med i hvad der sker på skiferien.

Her kan du vælge den ugedag du vil læse mere om:


Lørdag



19:00

Rejsen fra Billund til Chambery foregik planmæssigt og vi ankom til tiden. Glæden var dog kort for flyet med gæsterne fra fra København var forsinket 2 til 3 timer...

22:00

Rygterne vil vide at en astma-patient har medbragt en iltflaske i sin bagage (og det må man ikke!) så det tog flyselskabet et par timer at finde ud af hvordan man får både passager og iltflaske til Chambery. Imens har vi hørt fra Torben (der er fløjet fra København til Geneve) at han er ankommet planmæssigt og nu sidder i bussen og er på vej til Val Thorens.




03:00

Vi er endeligt alle ankommet til vores lejlighed i Val Thorens. En lille lejlighed i Les Temples du Soleil komplekset.

Det er så hundekoldt for årstiden (-30 grader på toppen) at de to el-radiatorer slet ikke kan varme lejligheden op. Den ene er placeret i badeværelset, den anden i stuen mens der i det kombinerede køkkenet/soverum slet ikke er en el-radiator.

Resultatet er at vi tager alt vores tøj/skitøj på og kravler under det ynkelige franske tæppe der skal gøre det ud for en dyne. For at kompensere lidt tændte Flemming begge kogeplader, men det hjalp ikke så vi hundefrøs alle hele natten!



Søndag



08:00

Efter at have banket rimfrosten af senge-tæpperne sætter vi os til morgenbordet. Menuen står på en flaske Gl. Dansk, en pakke Marie-kiks (dem med chokolade-overtræk), en pakke små Mars Bar samt kaffe/the ad-libitum. Velbekomme!




09:30

Endelig fik vi lejet vores ski - det blev fire par gode karving-ski (sølv/guld - hvad end det så betyder). Det er stadig uhyggeligt koldt (-16 grader i byen) men solen skinner i det mindste fra en skyfri himmel og sneen er perfekt.

Skiløbet startede i Val Thorens området hvor vi lagde os ud med de sorte pister - de skal jo prøves før eller siden. Efter frokost mente vi bestemt at der kun kunne være røde, grønne og blå pister tilbage men det blev alligevel en forrygende ski-dag.

20:00

Vi har nu haft tændt for både el-radiatorer og begge kogeplader men alligevel er der hundekoldt i lejligheden. Med menuen bestående af pizza á emporter (for nogle - andre nøjes med cornflakes) liggende lunt og godt i maven nyder vi alligevel ferien.

Desuden har Torben og Lars Henrik fået fat i et ekstra sengetæppe hver så de nu også har to sengetæpper. Poul og Flemming - de rødder - havde begge hver to sengetæpper sidste nat og de sov i stuen med den "store" el-radiator, og alligevel klynkede de af kulde. Vi har ikke ondt af dem...



Mandag



08:00

En lidt særpræget morgenmad men sund og velsmagende og bestående af cornflakes, the eller kaffe, brød med ost og spegepølse - lettere gennemvædet i Gl. Dansk (tak for det Poul). Vi spiste morgenmaden iklædt vores sovetøj = skitøj for der er stadig hundekoldt i lejligheden. Vi ser frem til at arbejde hårdt på dagens pisterundvisning til de tre dale.

16:30

Dagens pisterundvisning til de tre dale var helt formidabel. Et stort område med masser af perfekt sne og masser af sol. Formiddagen var super med masser af god skiløb mens eftermiddagen bar præg af alt for mange grønne transportpister (også kaldet "Vasaloppet").

20:00

Hjemme i kulden (i lejligheden) tager Flemming konsekvensen og tænder for både kogeplader og ovn. Med 180 grader og åben låge MÅ ovnen da give lidt ekstra varme, og det gør den. Vi er nu i stand til at smide overtøjet - og kan stadig holde varmen.




HVAD ER NU DET?!

Ak og ve, der lå et plast skærebrædt oven på ovnen og efter et par timer med 180 grader og åben låge er det nu begyndt at smelte.

Der blev straks indledt en større redningsaktion af Flemming og Torben - alt mens Poul og Lars Henrik (med store smil på læberne) filmer begivenhedernes gang.



Tirsdag



08:00

Hurra! Så er "varmen" endelig kommet tilbage til Val Thorens. Der er nu kun -20 grader på toppen så med hjælp fra de to el-radiatorer, kogepladerne og ovnen har vi nu en næsten normal temperatur i lejligheden.

Vi har besluttet at vi vil på ski i det yderste og mest fjerne område af liftkortet. Courchevel - here we come...




11:30

Her er vi nu ude bag Signal pisten i det yderste hjørne af Courchevel. Det er et off-piste område med både terræn og masser af træer så vi har en kanon dag. Det tog lang tid at komme herover, men det var det hele værd - selv solen har fulgt os hele dagen.

19:00

Så kom vi tilbage til lejligheden igen. Alle har overstået den daglige halve time i badekarret og menuen står på pizza á emporter fra La Grange restauranten.

Der har idag ikke været optræk til "overophedede" skandaler (hvem sagde plastik-skærebrædt?) men alligevel. Torben brillierede ved at påstå at efter tre runder kortspil var de fleste runder "gået hjem". I virkeligheden var kun een runde "gået hjem" - men vi kan vel alle tage fejl - ikk' Torben..?



Onsdag



09:00

I går var vi på langfart i det vestlige område af de tre dale. Idag tager vi til Orelle der er et lille område beliggende øst for hele Val Thorens området. Vejret ser meget lovende ud - høj blå himmel og masser af sol.




11:30

Fantastisk område. På trods af gode muligheder for off-piste holder vi os for det meste på de perfekte pister hvor selvtilliden og stilen stiger et par grader.

Og dog. Flemming fik øje på et skilt der advarede om en off-piste på gletcheren der var "meget farlig" og som ikke var overvåget af ski-patruljerne. Skulle man falde i en gletscher spalte - eller på anden vis kræve en redningsaktion - så blev man forinden advaret om at det ville koste 532 Euro at blive reddet. Mon sygesikringskortet dækker det... Og så kørte Flemming ned ad gletscheren mens vi ander pænt holdt os til de mere moderate off-piste områder. Aftalen var at vi skulle mødes til frokost i bunden af systemet - og det gjorde vi så.

20:00

Som noget nyt i år spiser vi ude hver aften. I dag gik turen til Tex Mex hvor vi fik god mad. Dog, Torben og Poul valgte lidt forkert for de blev ikke rigtig mætte, men hvad, der er dessert hjemme i lejligheden (chokolademousse).

Vi har desuden fået lavet Flemmings højtaler. Efter et par dage med diverse Storm P. løsninger med elastikker, en kuglepen og en bagagerem er det lykkedes at få rettet på stikket så musikken er nu mere stabil.



Tordag



12:00

Dagen startede med høj sol fra en dyb blå himmel og vi drønede med det samme til La Masse området hvor den ene sorte og røde piste efter den anden ligger side om side. Det er et fantastisk område med godt skiføre! Kun på de sidste 200 meter nede i bunden af dalen er der temmelig iset.



Frokosten fik vi på en af de bedre self-service restauranter i området. Den var hverken dyrere eller finere end andre, men bedre (hvilket vil sige at portionerne var store, der var ingen kø og vi fik et bord i solen med det samme).

16:00

Ondt i hovedet tvang Lars Henrik til at køre hjem efter frokost, men de ander fortsatte over til Mont Vallon. Her var der dog en del sten på pisterne og trætheden begyndte at melde sig. Selv med en times hvil og en kop varm cacao i maven bliver benene ikke bedre og da vejret er slået over og skyerne begyndt at drive ind over området beslutter de sig for at køre hjem.

20:00

Temperaturen i byen er nu oppe på 0 grader så det er ikke længere et problem at holde varmen i lejligheden. Dette fejres med en shoppetur hvor vi køber en færdigstøbt lasagne med hjem der bages en lille times tid i ovnen og indtages med stort velbehag.



Fredag



09:00

Her fredag morgen sner det så vi strækker benene og sover lidt længere. Morgenmad klokken 9 og det helt uden de traditionsrige chokolade croisanter - vi har nok fået for mange af dem i årenes løb. Istedet står menuen på cornflakes og musli samt brød med ost og/eller Nutella.

Traditioner har vi mange af, men den vigtigste er nok vores helt egen private skiforsikring, der nydes hver morgen med et efterfølgende aaaah. Gl. Dansk er godt for benene.




13:00

Jagten er nu gået ind på de pister vi "mangler" at køre på. Det drejer sig bl.a om gletcheren Col i 3133 moh. og de røde pister ned fra toppen af Grand Fond kabinen i 3000 moh.

Frokosten blev "bolo" til alle og da det er blevet overskyet og lidt køligere spiste vi inden for i dag. På trods af dette lune måldtid vil Torbens knæ ikke mere idag så han tager Plateau slæbeliften hvorfra han kan trille hjem ad de blå/grønne pister lige til døren. Vi andre tager op på Cime de Caron for at afslutte jagten på de sorte og røde pister deroppe fra. Trods vejret er pisterne helt perfekte efter de ca. 15 cm sne vi fik i nat.

17:00

Det var endnu end god skidag i bjergene og lidt sol fik vi da. Desværre er det nu begyndt at sne igen så turbo-brillerne er blevet lagt frem for dem skal vi nok få brug for i morgen.



Lørdag



09:30

Lørdag morgen, sidste dag på ski, kufferterne er pakket og lejligheden ryddet - nøglerne skulle afleveres kl. 9:30. Bagagen blev slæbt ned i kælderen på diskotek "Eldorado" hvor det var under opsyn hele dagen.




Vi tog nu ud på pisterne i snevejr og dårlig sigt - de flest have derfor turbo-brillerne på - undtagen Torben som have pakket dem i kufferten (stor fejl!). Der var igen ca. 15 cm nysne og godt skiføre på toppen. Torben havde stadig lidt problemer med knæet, så vi varmede op på præparerede pister. Den nederst del af pisterne var dog dårlige pga. nattens tøvejr og efterfølgende frostvejr, så det var isklumper på pisterne, men nu var det igen tøvejr.

11:30

Vi havde Torbens videokamera med og fik filmet lidt, men det er ikke ideelt at stå og filme i en sky. Torben mente pistens farve var underordnet i tågen, så vi tog ned af en sort piste selv om der stod et advarselskilt om at den var "tres dificile". Vi kom ned men det var en udfordring på de stejle stykker, så næste tur var igen rød.

Vi holdt tidlig frokostpause i en restaurant på toppen og håbede på det ville klare op, men det skete nu ikke, så vi kørte tilbage mod Val Thorens, hvor det var så tåget at man max kunne se 10 meter frem for sig. Vi tog nogle ture på Haute Combe og beslutte os så for at stoppe tidligt.




15:00

Skiene blev afleveret, og vi fik et godt varmt bad. Vi tog først en kop varm kakao og så spiste vi diverse fast food på gaden fra "American Burger". Så måtte vi tage afsked med Torben, der skulle til Grenoble lufthavn, mens vi andre skulle via Chambery for at komme til Billund. Der var det sædvanlige kaos omkring busafgangen, men vi kom godt ud til lufthavnen hvor vi fandt en meget kort kø til check-in og heldet fortsatte for flyet kom afsted før tiden!

Vi landede i Billund 23:50 (25 minutter før tiden) og fik hurtigt bagagen. Værre gik det Torben i København - hans bagage landede i Stockholm. Flemming nåede til sin søsters bryllup og der var god tid til at få danset med måde søster og kæreste inden festen sluttede.




Vores vurdering...


Top

Det er ikke altid retfærdigt, men alligevel...

Emne

Navn

Vurdering

Bemærkninger

Skiområdet

Les 3 Vallées

*****

Super!

Lejligheden

Les Temples du Soleil

*

Elendigt at det ikke var muligt at opvarme lejligheden

Byen

Val Thorens

***


Rejsebureau

***





Fotoalbum


Top

Her er nogle udvalgte billeder fra årets skiferie til Val Thorens.

Næste billede